Massekommunikationen er død. Massemarkedsføringen er død. Unge skipper fjernsynet og når de endelig sidder der er det langtfra den samme serie de alle sammen ser. Aviserne bløder, også dem der er gratis. Ingen gider klikke på bannerannoncer og konsumenter er blevet til prosumenter.
Det betyder også at traditionel produktudvikling og kommunikation kommer under pres. ”One size fits all” bliver mindre og mindre gangbar i takt med at forbrugerne ønsker at de produkter de køber og anvender er en del af deres unikke livsfortælling, deres selviscenesættelse.
Det 21. århundredes store problem er ikke at der er mangel på varer. Det er at der er mangel på kunder. Vi bliver derfor bombarderet med 3500 – 4000 målrettede budskaber om dagen, og nogle nævner endda at det nærmere er 5000.
For at kapere de mange budskaber har vi mennesker, i bedste Darwinistiske stil, udviklet en enorm evne til at afkode og sortere budskaber, med den følge at det bliver sværere og sværere for virksomheder at lave et budskab der får os til at agere.
Men hvad virker så når vi er blevet immune overfor størstedelen af de budskaber der udsendes? Hvad er det så der får os til at (re)agere, ændre adfærd og måske endda bruge penge?
Svaret er følelserne. I et samfund hvor selvrealisering og selviscenesættelse er i centrum og overfloden af varer gør det muligt at være noget helt unikt uanset om man er rig eller fattig, er det i stigende grad det der får os til at føle noget der tæller. Vi vil opleve, og at opleve er at mærke og føle.
Det er det Heartshare handler om.
I det første i en serie af whitepapers redegør jeg for forudsætningerne for Heartshare. De samfundsmæssige og individuelle udviklinger der er foregået har dannet grundlag for brugen af heartshare. Læs hele dynen gratis ved at downloade whitepaperet herunder.
Download: Fra Mindshare til Heartshare
20. november 2008 at 09:04
Hej Søren
Jeg vil gerne sætte et stort spørgsmålstegn ved din udtalelse:
“I et samfund hvor selvrealisering og selviscenesættelse er i centrum og overfloden af varer gør det muligt at være noget helt unikt uanset om man er rig eller fattig, er det i stigende grad det der får os til at føle noget der tæller.”
Er det i virkeligheden varer, der gør en unik? Er det varer, der får os til at vækker vores følelser?
Jeg spørger, fordi jeg ikke er af samme opfattelse som dig og godt kunne tænke mig at høre, hvilke tanker der ligger under. Personligt mener jeg, at selvrealisering er en vigtig ting for mennesket men selviscenesættelse er et BIG no, hvilket de fleste jo finder ud af hen ad vejen. Klart – tendensen er jo at folk identificere sig med de folk, som de omgåes med. Når den seje dreng i klassen går i Lee-bux, så er det jo Lee, der er et fedt brand, men når de bliver ældre finder de jo ud af, at det slet ikke er det det handler om – det handler om at finde ud af, hvad der er godt for en selv. Det er bare de færreste, der er bevidste om det, når de ikke er så gamle (og dem, de er bevidste om det bliver moppet!!).
/ Jakob Baungaard
20. november 2008 at 15:58
Hej Jakob.
Jeg siger ikke at det kun er varer der gør dig unik, hvilket f.eks. Armish (http://en.wikipedia.org/wiki/Armish) folket er et glimrende bevis på. Sagen er blot at det i dag pga. det store udbud af varer er nemmere at vælge og sammensætte sit eget unikke udtryk.
Mht. om varer får os til at føle.. Næppe på alle områder. Din tandpasta føler du sikkert ikke alverden for. Det jeg peger på er at vi i vores udvikling er nået til et stadie hvor vi (eller nogle ihvertfald) i højere grad forbruger på baggrund af et ønske om at føle noget bestemt eller fortælle noget bestemt om sig selv (selviscenesættelse). Det er derfor vi giver geder eller Co2 reduktion i julegave. Vi føler vi gør noget rigtigt, vi føler vi gør noget konkret.
Din cowboybukseanalyse er ret interessant. For spørgsmålet er vel om det er sådan at der er én sej dreng i klassen. De gymnasier jeg f.eks. har besøgt havde meget blandende flokke der på hver sin måde forsøgte at konstituere sig som noget særligt i kraft af både tøj, attitude, hvor de gik i byen, hvilke ting de ejede osv.
Om man med alderen finder ud af “hvad der er godt for en selv” er jeg mere i tvivl om. Hvad der er godt for en selv skifter jo livet igennem. Spørgsmålet er her også om den selviscenesættelse som du kalder et big no, ikke spiller en rolle. Jeg har lige læst en række dybde interviews omkring værdibaseret forbrug hvor en kvinde talte om at hun konsekvent købte økologisk. Var det så fordi det var videnskabeligt dokumenteret at det var bedre? Nope.. Det var fordi hendes historie om sig selv som den perfekte mor og værtinde samt hendes relation til veninderne blev styrket igennem netop forbruget af økologi. Så om man med alderen finder ud af hvad der er godt for en selv.. Tja.. Det kommer an på hvad du mener med godt.
Trackbacks
9. juni 2009 at 16:12