Som lovet igår vil jeg give et bud på hvad der kan gøres for at trænge igennem muren af ubevidste emotioner. Vi kunne også kalde det, hvad der får paraderne til at falde. Sagen er som beskrevet igår at vores emotioner faktisk overtager de en stor del af det vi ellers ville bruge tid på at føle bevidst. Emotioner er med andre ord en slags parader der sørger for at vi ikke bliver overvældet af at skulle tage stilling til alt muligt.
Hos vanebærere er tyder noget på at disse parader sidder lidt ekstra højt oppe. En vanebærer, hvad end denne er presset eller apatisk, har ikke overblikket som jeg flere gange har nævnt, og derfor lader vedkommende meget ske “per refleks”.
Som nævnt af både Diana og Thomas i de interviews jeg har lavet med dem er forandringen og fornyelsen ensbetydende med at træde ud af de sædvanlige roller. Derfor skal der noget til at åbne op. Diana Axelsen nævner filmen Syriana. Et stykke inde i filmen dræbes en af hovedpersonernes søn på en ganske grusom måde. Dette får, ifølge, Diana folks parader til at falde så de er åbne for den historie instruktøren fortæller resten af filmen igennem.
Nu er der næppe ret mange virksomheder der ville ønske at sælge deres produkter på at slå små børn, dyr eller andet ihjel. For mange år siden prøvede REMREM at markedsføre deres ure under sloganet “Why kill time when you can kill yourself”. Kampagnen skabte vældig røre, og selvom tiderne har ændret sig er det nok stadig ikke helt farbar vej. Men tanken om at bruge “det store emotionelle brag” er ikke dårlig. De ting vi kan huske er de ting vi kan føle, har jeg tidligere skrevet. Set ud fra det giver det god mening at give følelserne et ekstra boost.
Det store brag der trænger igennem vores parader og tvinger os til at føle og reflektere er ikke noget der kan tvinges igennem unaturligt. Virksomhederne kan ikke bare opfinde et produkt og derefter tilføre det en følelse som man forventer at ville aktivere hos forbrugerne.
Det store brag kommer af en længere proces. Det starter med spørgsmålet om hvad man som udgangspunkt vil have folk til at føle. Skal den gruppe virksomheden ønsker kontakt med føle glæde, sorg, vrede eller måske de mere diffuse som renhed, friskhed, selvtilfredshed eller noget helt andet. Herefter skal denne følelse indgå i hele processen med at udvikle produktet og markedsføringen. Følelsen skal med andre ord ligge latent i produktets natur, hvad end produktet er fysisk eller ej.
Et godt eksempel på et “produkt” hvor følelsen ligger latent er nødhjælp. Reklamerne udnytter de naturlige følelser af sorg, desperation og håbløshed som der findes i naturkatastrofer, krig og hungersnød. Nødhjælpsreklamer har ganske vidst ikke ændret sig nævneværdigt over de sidste mange år og måske bliver det sværere for dem at trænge igennem paraderne, men uomtvisteligt er at de påvirker os fordi de udnytter nogle følelser som er reelt til stede i produktet.
Det er i virkeligheden meget ligetil og uakademisk. En sådan nødhjælpsreklame beskriver “produktet” som det er, fortæller hvor grusom en situation barnet (eller hvad der nu skal hjælpes) er i.
Sammenlignet med f.eks. reklamer for vaskepulver, tandpasta, eller hudcreme der gør et stort nummer ud af at fortælle hvad man som forbruger skal føle (“dit tøj bliver skinnende rent, din hud føles endnu blødere etc.) så afholder nødhjælpsreklamen sig fra at diktere følelsen. Den formidler blot de naturlige følelser som der er i “produktet” og lader forbrugeren suge dem til sig på sin egen måde. Følelsen bliver på den måde stærkt personlig og monumental. Derved har den lettere ved at trænge igennem, selv til vanebærere.