“I yderste konsekvens handler dit Heartshare projekt jo blot om at vække det indre pattebarn.” sagde en skeptiker forleden til mig, og fortsatte: “Hvis forbrugerne smider al rationalitet over bord og stamper i gulvet i Føtex når de ikke kan få deres sædvanlige ketchup, så er der ikke tale om andet end at du har fået normale mennesker til at opføre sig barnligt.”
Eller er der? – Nu går Heartshare ikke ud på at få folk til at opføre sig dårligt. Til trods for at jeg undervejs vil interviewe mennesker hvis følelser i nogle sammenhænge måske får dem til det.
Men ikke desto mindre er “det indre pattebarn” en god metafor for ihvertfald et hjørne af hvad Heartshare skal kunne. Den “pattebarnsagtige” reaktion som om hvis man stamper i gulvet i Føtex er jo i virkeligheden en reaktion, eller et symptom på noget. I denne sammenhæng utilfredshed.
Og utilfredse forbrugere er slemt, men kun hvis de holder kæft og køber et andet produkt. Utilfredse forbrugere er geniale hvis de reagerer og engagerer sig ved at skrive til firmaet for at bede om ændringer og komme med gode råd. Og det er dét pattebarn Heartshare gerne vil vække.. Det pattebarn som tager aktivt del i at ændre noget og som forlanger det optimale af de ting det omgiver sig med.